Erindringer fra en gammel SIK'er (1)
I 1912 blev Skibby Idrætsklub stiftet som en af landets ældste fodboldklubber. Det husker jeg naturligvis ikke og heller ikke noget fra de følgende 6 til 7 år. Fodbolden blev der passet godt på – det var kun for de ”ældre”. Fodbolden var lavet af kohud. Strimler blev syet sammen, krænget så syningen var indvendig. En gummiblære puttet i og pumpet op, så snøret sammen med en lædersnor. Den var pokkers tung, når den var våd.
Da jeg var omkring 8 år, fandt vi en løsning. Slagter Jensen slaget de af og til en gris – desværre for sjældent. Almindeligvis slagtede han kun kreaturer og heste. Kødet solgte han ved at køre rundt i byen og omegnen fra vogn og senere, da han flyttede over på den anden side af vejen, også fra slagterforretningen. De fleste havde jo gris, så flæsk var der ikke salg i. Men det skete altså, at han slagtede en gris og de to ældste drenge, Herman og Valdemar (de havde to søskende, Valborg og Holger) og jeg fik så svineblæren, som vi pustede op og brugte som fodbold. Den holdt nu sjældent så længe, da det var på vejene, vi spillede, og det var grusveje. Vi lavede også bolde af store korkpropper, omviklet med garn.
Læs mere i menupunktet SIK - Historie